Skip to main content
  Upload
Login til Forhandlerleasing

Nye regler for brugerregistrering af firmabiler med fri afbenyttelse i Danmark

Udgivet: d. 23. september 2024

Den 1. juli 2024 trådte nye regler i kraft for registrering af brugere af firmabiler med fri afbenyttelse i Danmark. Disse ændringer har betydning, for jer med leasede køretøjer. Hos Leasing Fyn er vi her for at hjælpe dig med at navigere i disse nye krav og sikre, at du overholder lovgivningen.

Hvem skal registreres som bruger?

Ifølge den oprindelige bekendtgørelse skal enhver fysisk eller juridisk person, der har ret til at bruge et køretøj i 30 dage eller mere, registreres som bruger i Motorregistret. Det er imidlertid senere blevet indskrænket således at virksomheder, der leaser køretøjerne registreres som primære brugere i motorregisteret som hidtil. Som noget nyt skal virksomhedens ansatte, som får stillet ’Fri bil’ til rådighed registreres som sekundære brugere af det køretøj den ansatte beskattes af.

Det praktiske

Det er ejeren af køretøjet, der er ansvarlig for at sikre korrekt registrering af brugere. Dette kræver, at brugeren giver en fuldmagt til ejeren, som herefter kan tilknytte brugeren i Motorregistret.

Gebyrfri periode

Der er indført en gebyrfri periode fra 1. juli til 31. december 2024 for ændringer af brugerforhold i motorregisteret. Dette giver en vis fleksibilitet i overgangen til de nye krav.

Hvad betyder dette for dig som leasingtager hos Leasing Fyn?

Hvis du har en leasingaftale gennem Leasing Fyn, vil vi sørge for at tage fat i dig og vejlede dig igennem denne proces. Vi håndterer den nødvendige registrering og sikrer, at både du og vi overholder de nye regler. Har du spørgsmål, står vores team klar til at hjælpe.

Hvis du vil vide mere om de nye regler eller har brug for hjælp med registreringen, er du velkommen til at kontakte os. Sammen sikrer vi, at du fortsat kan nyde godt af fordelene ved leasing uden bekymringer.